Cookie- og privatlivspolitikI lørdags var vi på den årlige tur på Bakken med ”allerødderne”, som min mors ”familie” hedder. Min mor var enebarn af to enebørn og havde som 30-årig mistet begge sine forældre, så hun har ikke rigtig noget familie tilbage. De tætteste er noget med ”grand” foran: Grandkusine, grandtante og sådan. Derfor har ”allerødderne” været ”familien” på min mors side. Det har været helt naturligt for mig og min bror, for sådan har det altid været. Vi boede endda sammen med nogle af dem de første år. Behovet for ”allerødderne” blev selvfølgelig heller ikke mindre af, at mine forældre aldrig har været gift – eller bare boet sammen. Det er en lang historie… Men altså: Uden ”allerødderne” ville der have været noget tomt til hverdag og fest, når vi ikke var hos vores far.
Tilbage til Bakketuren. Det har været en årlig tradition for os – den startede faktisk med ”birkerødderne”, som min fars familie så praktisk er opkaldt (selvom halvdelen af dem kommer fra Slangerup…), men det sidste halve årti har ”allerødderne” også taget den op efter der er kommet småbørn til.
Bakken står for mig som noget lidt ophøjet og specielt, fordi den startede som et magisk indslag da jeg var helt lille. Med birkerødderne var vi fire børn, hvoraf jeg er den yngste, men der er kun knap seks år i mellem os, så vi var længe en børneflok på fire. Som den yngste var det noget helt særligt at få lov at drøne rundt på Bakken med de store, uden at de voksne skulle være lige i nærheden. Jeg anede jo ikke, at de faktisk bare sad og drak kaffe 100 meter væk. For mig løb vi ind i en helt anden verden, end den de voksne sad tilbage i, når vi børn tog en runde blandt forlystelserne.
For de godt og vel tyve år siden tror jeg, at vi fik 100 kr. - måske var det kun 50..? Nej, jeg tror faktisk, at det var 100 - hver at prøve ting for. Det var i al fald mange penge, særligt når man er vokset op hos en enlig folkeskolelærer og en arbejdsløs far hver anden weekend. Derfor var jeg altid meget omhyggelig med at bruge pengene rigtigt. Mere end man ville forvente af en lille dreng på Bakken. For man kunne jo heller ikke prøve alting for 100 kr… Men jeg fik altid brugt pengene – og var ret godt tilfreds med mine valg af ting at prøve. Forlystelserne var selvfølgelig det vigtigste, men tilsammen var Bakken, der jo var fuldstændig uoverskuelig set fra en voksens hoftehøjde, et magisk, pulserende univers.
Tivoli er i mine øjne noget andet. Det har en meget lavere puls. Og er mere velfriseret. Med Harlekin-teater og blomsterbed. Det er lidt finere folk, der kommer dér. Alt sammen undtagen på Blå Mandag – som var en af de højst fem gange, jeg har været der. Bakken var mere naturlig for os. Der er Cirkusrevy, fadøl og gratis adgang. Tivoli har koncertsal, dyre restauranter og tager entré – en dyr én. Forskellene er egentlig mærkelige, når man tænker på at Bakken ligger lige ved Strandvejen og med Eremitageslottets hubertusjægere som naboer, mens Tivolis naboer er Hovedbanegårdens narkomaner. Måske ligger frirummet for hvert af stederne netop i kontrasten til deres umiddelbare omgivelser..?
Bakken lå også tættest på os og var nok også det foretrukne valg, fordi man kunne tage sin frokost med på skovtur i Ulvedalene, hvilket vi da oftest også gjorde. Nogle gange var min far kun med dér og tog hjem, når vi andre gik ind på selve Dyrehavsbakken. Han var flov over ikke at kunne betale for os. Han har altid været gavmild med de få penge, der var. Men det var noget andet at sige ”frit valg på alle hylder” på Bakken end hos bageren. Der kunne han ikke være med. Og det gjorde ondt. Også på os børn at se ham gå lidt nedbøjet hjem, mens vi andre gik på Bakken – hvor det hurtigt blev glemt, eller i al fald gemt lidt af vejen i forlystelserne. Han var stolt, ved jeg nu. Nok også for stolt – måske dumstolt. Ingen havde behøvet at fortælle os, hvem vi fik pengene af. Men det var ikke altid, far ikke tog med ind til forlystelserne. Indimellem var der råd til at han kunne betale for min søster – og vist også lidt slik og en ballon til os andre. Og andre gange tror jeg, at han slugte stoltheden, selvom andre betalte for hans børn. Det var de bedste Bakketure når far var med.
I lørdags kunne jeg mærke børnenes – en dreng på 10, en pige på 9 og en pige på 3 – begejstring. For dem er det stadig et magisk sted. Et sted, hvor man kan få de voksne med i rutsjebanen. Og hvor man kan få lov at løbe lidt rundt selv. Det er nok også mere ubekymret og spontant med turpas. Det var dejligt at se, hvordan de ramponerede kulisser kan skabe det fortryllede univers for de små øjne. Jeg blev endda helt revet med i nuet. Det blev ikke mindre af, at jeg stødte på Jesper, der var min bedste ven, da jeg var seks. Nu skriver han ph.d. Og jeg er lidt nostalgisk.
For mig at se er der altså noget om snakken: Der er sjovest på Bakken! Jeg kan godt lide, at forskellene mellem folk udviskes og at der er gratis adgang, så alle kan være med, uanset om man har råd til turpasset, eller om man nøje må udvælge sine fem forlystelser. Vel at mærke, hvis man er villig til at forskelle og penge ikke skal være vigtige - bare for en tid. Jeg håber, at færre vil skulle føle som min far. Lad os lave et samfund med mindre forskelle, færre lommesmerter og flere grin. Magien kan være for alle. Og den er levende..
Tags: Allerød, arbejdsløs, Bakken, Birkerød, Blå Mandag, blomster, Cirkusrevy, enlig, Eremitage, fadøl, familie, flov, folkeskolelærer, forlystelser, forskel, frit valg, gavmild, gratis, grin, hovedbanegården, hubertus, hus, koncertsal, lejlighed, levende, lommesmerter, magi, noget om snakken, penge, ph.d., puls, rutsjebane, samfund, Slangerup, sommerhus, stolt, Strandvejen, teater, Tivoli, turpas, Ulvedale
Hej Peter,
Jeg har valgt at bringe dit indlæg i fredagens Urban. Tak for bidraget.
Mange hilsner,
Mette, Urban.